0
Jan 14, 2026
— https://sf.gl/2175
Scantron dørtelefon: Et casestudy i dårlig brugervenlighed
I starten af 2025 havde jeg den misfornøjelse at flytte ind i en lejlighed, der bruger Scantrons "SAGA IP" dørstationer med tilhørende mobilapp (som af en eller anden årsag kaldes "MultiApp" – et virkeligt underligt navn til en app, især fordi det kun gør én ting).
Det betyder, at når en gæst eller leverance ringer på, skal jeg svare med min iPhone. Umiddelbart lyder det jo fint! Ingen grim dørtelefon på væggen. Luk folk ind, også når du ikke er hjemme. Fagre nye verden.
Men realiteten er desværre en anden.
Det virker simpelthen ikke
Vi har prøvet flere gange, at hele systemet ikke virker. Det vil sige, at enten står der en fejlmeddelelse på selve dørstationen ud til gaden, eller også får vi ikke et opkald fra appen, når nogen ringer på.
Der er angiveligt en backup-function, der ringer til dit telefonnummer. Her kan man så taste 7 for at åbne døren. Det er et tal, du skal huske i farten, for der er ingen stemme, der siger, hvad du skal gøre, når du tager det her opkald.
Gæster kan ikke finde ud af det
Dørstationen ud til gaden er en touchskærm, og da der er flere beboere, end der kan være på skærmen, skal med scrolle med som på en iPad for at finde vores navn. Det er ikke alle, der ved det, især fordi der ingen visuel indikation er på, at man kan scrolle ned. Derfor har vi været nødsaget til at skrive i fx leveringsinstruktionerne i Wolt: "Scroll down on the screen like an iPad."
Senest var der et GLS-bud, der skulle levere en pakke i går. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke fik et kald. Jeg ringede derfor ind til GLS for at høre, hvorfor de ikke bare ringede på. Buddet havde sendt et billede af dørtelefonen, som personen fra GLS kunne beskrive. Det viste sig, han ikke kunne se navnet på skærmen, og derfor troede, jeg ikke boede der.
Det her er et velkendt UX-problem, der er løst, men Scantron har de dygtigste folk på sagen, må vi forstå:
Det er desværre ikke muligt at vise alle lejligheder på skærmen samtidigt, da det vil blive for småt. Vi er igang med at undersøge hvordan vi kan gøre det tydeligere for gæster at man skal scrolle på skærmen for at se alle lejligheder
– Scantron, via mail, 12. jan 2026
Scantron kan dog bare spørge fx Grok. Her er hvad den anbefaler, når man spørger den om det, der på godt dansk kaldes "scroll affordances":
Quick visual cheat-sheet of popular solutions (still very much used today)
- Peek effect (most popular & effective)
→ Show partial card / line / image at the bottom → strongest natural cue- Gradient fade / shadow at bottom/top
→ Classic mobile pattern (still king in 2026)- Subtle overscroll bounce/glow (only when user starts scrolling)
- Cut-off content + fade (very strong signal)
Scroll down chevron / mouse icon (mostly used on desktop/hero sections nowadays — feels a bit dated on mobile)The strongest modern consensus is:
"Just make sure something is visually cut off at the bottom + add a soft gradient fade → 95% of users will understand"
Selv tak, Scantron!
Gud forbyde, du er på lydløs
Jeg foretrækker, at min telefon ikke styrer mit liv. Derfor er den ofte på lydløs. Men det betyder ikke, jeg ikke vil have pakker eller mad leveret.
Men ved Scantron går man ud fra, alle altid har deres telefon på lyd. I en mail til Scantron påpegede jeg, at man ikke altid ved hvornår man får pakker eller gæster, og at man derfor kunne bruge fx Apple's Critical Notifications API til at give lyd udenom lydløs-indstillingen. Til det svarer de:
Vi har valgt at følge telefonens indstillinger i forhold til om den skal være lydløs eller ej, da vi mener at det er den bedste løsning.
– Scantron, via mail, 12. jan 2026
Hvorfor er det den bedste løsning? Hvem ved. Men jeg tror ikke, personen her rent faktisk bor et sted, der bruger deres eget produkt.
For at fikse dette problem har vi været nødsaget til at sætte en gammel iPhone op kun til dørtelefon. Den har kun installeret én app: "MultiApp", og er aldrig på lydløs.
Selv når det virker, er det bøvlet
Når det hele så virker og vi tager opkaldet fra dørtelefonen er der ofte ingen mulighed for at åbne døren. Der åbnes en skærm der ligner den, hvor du har et almindeligt opkald. Det vil sige, efter du har taget opkaldet, skal du manuelt navigere hen til hjemmeskærmen, finde "MultiApp", åbne det, trykke på knappen, og håbe på, det virker. Hvis det ikke lige virker, skal du håbe på, de ringer på igen, og kaldet dukker op på appen. Jeg skal hilse og sige, at pakkebude ikke er ret tålmodige. Det kan sagtens være, de er forsvundet inden du har fundet ud af det.
Når Scantron får præsenteret det her problem i en mail svarer de:
Hvis din Scantron multiapp er åben i baggrunden når du modtager et opkald vil den automatisk åbne appen når du besvarer opkaldet. Hvis appen ikke er åben i baggrunden, skal du selv åbne den, det kan gøres ved at trykke på de tre prikker i bunden af skærmen
– Scantron, via mail, 12. jan 2026
Det vil jeg umiddelbart mene, er en bug der skal fixes.
Du kan alligevel ikke se, hvem der ringer på
I toppen af artiklen kan du se hvordan Scantron's dørtelefon er sat op på ejendommen, vi bor på. Problemet er dog, at kameraet ikke er vinklet og er placeret et godt stykke fra døren.
Det vil sige, personen skal stå nøjagtig foran dørtelefonen og dens kamera, for at vi kan se hvem, der ringer på.
For de fleste er det imidlertid mere naturligt at ringe på, for derefter at gå hen til døren. Så når vi ringer på ser vi ofte bare en lille flig af en person, der forsvinder - eller bare ingenting.
MultiApp er dårligt håndværk
Jeg ved ikke, hvem der har lavet den her app, men den fungerer generelt rimeligt dårligt. Der er masser af små bugs:
- Når man sætter appen op første gang, skal man indtaste et "App-ID", men hvis der sniger sig et mellemrum ind (pga. autocorrect) virker koden ikke. Normalt vil udviklere sikre sig at "trimme" de her koder (fjerne mellemrum osv.), eller deaktivere autocorrect, så det ikke sker.
- Når du ændrer ringetonen kan du ikke ændre den tilbage til standardindstillingen. Der sker simpelthen ikke noget, når du trykker på muligheden i listen.
- Du skal vente et halvt til et helt sekund før du trykker på knappen, der åbner for døren. Ellers virker det ikke.
Hvis du skal bygge en ejendom, undgå Scantron
Med den her slags systemer er det sådan, at vi som mennesker reagerer meget forudsigeligt, når de ikke virker: vi stoler ikke på dem. Det er nu forbundet med stress at få gæster eller mad leveret. Jeg har arbejdet med IT i mange år, i alle mulige afskygninger, og har svært ved det. Jeg aner ikke hvordan mine naboer, hvor nogle er pensionerede, klarer det.
Men en ting er sikkert: Der er ingen hjælp at hente fra Scantron, der igennem min mailkorrespondance lader til at mene, alt er som det skal være. Dette afspejles også i deres App Store anmeldelser.




